KLIPS - psykisk førstehjælp
Er der risiko for voldsomme hændelser på dit job, som kan bringe dig og dine kollegaer i mental ubalance? Så kan kollegial psykisk førstehjælp være et godt redskab til at genvinde den mentale balance og arbejdsglæde.

Hvad er psykisk førstehjælp?
Psykisk førstehjælp er ikke terapi - men medmenneskelig omsorg sat på formlen KLIPS, som står for Kontakt, Lyt, Informer, Plan og Støtte.
Vi har gjort det let at give psykisk førstehjælp til en kollega, der har mistet den mentale balance.
Det digitale grundkursus i kollegial psykisk førstehjælp ”KLIPS” er udviklet i et samarbejde mellem Koncern HR og Folkesundhed i Vejle Kommune som et konkret værktøj til at styrke fællesskab og psykologisk tryghed i arbejdsfællesskaber.
KLIPS-kurset veksler mellem gennemgang af teori via små animationsfilm og praktiske øvelser, som I skal udføre sammen. På den måde kan I nemt selv gennemføre kompetenceudvikling i psykisk førstehjælp på jeres arbejdsplads.

Sådan kommer I i gang på jeres arbejdsplads
I skal vælge mindst 2 ambassadører, der skal facilitere undervisningen på jeres arbejdsplads.
Arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter, medlemmer af det lokale MED-udvalg samt ledere kan være ambassadører. Vores anbefaling er, at én af ambassadørerne er leder.
I bliver klædt på til at gennemføre et forløb i psykisk førstehjælp for jeres kollegaer via en ambassadørworkshop.
Her lærer I indholdet i KLIPS-kufferten at kende, og vi hjælper jer i gang med planlægningen af et undervisningsforløb, så I let selv kan videregive jeres nye viden til jeres kolleger. Opgaven som ambassadør vil være at planlægge den praktiske afvikling af kurset.
I skal vise film, igangsætte øvelser og støtte op om forankring på jeres arbejdsplads.
Se vores videoer om psykisk førstehjælp





